Alle, som har haft med garn at gøre, har oplevet, at det en gang i mellem ter sig underligt. Strikker du på rundpind, kan du pludselig opleve, at et garn trækker skævt, og når du væver, sker det, at der opstår de såkaldte kragetær. Årsagen er er garnet er i ubalance, normalt noget som opfattes som negativt, en fejl, for når man strikker trøjer eller strømper, er det ikke så godt, at de snor sig, og når man væver, ønsker man ikke underlige mønstre i overfladen. Men designere har gennem tiderne – langt, langt tilbage og i mange kulturer arbejdet bevidst med disse ubalancerede garner. Fx er der i præcolumbianske tekstiler mange eksempler på brug af oversnoede garner, og herhjemme er der også blevet arbejdet meget dygtigt med denne garntype allerede i vores oldtid. I
nyere tid har man industrielt udnyttet crepegarner til både væv og strik. Mange kender formodentlig crêpe de chine, som er et nopret silkestof, hvor den noprede overflade skabes af oversnoede garner. Man har altså udnyttet ”fejlen” og givet garnet ekstra sno – og så får man pludselig nogle helt nye designmuligheder forærende.
Man kalder disse garner for crepegarner, og det er de garner, som tre kvinder satte sig for at dokumentere. I ca. et årstid har de i et lystigt og kreativt fællesskab udvekslet erfaringer og ideer og strikket prøver i hånd og på maskine. Resultatet af det fælles projekt er nu kogt ned til et hæfte, som har fået navnet Strik med garner som ter sig.
De tre kvinder har så at sige gjort arbejdet let for dem som vil i gang med denne garntype. For hæftet slår dørene op for en ny verden i strik, hvor crepegarnerne bliver taget under kærlig behandling. Crepegarner er nemlig et stort set ukendt fænomen for de allerfleste hånd- og maskinstrikkere.
Crepegarnet kan i kombination med klassiske garner give mange sjove, spændende og overraskende muligheder. Hæftet giver en kort introduktion til denne fascinerende garntype. Der er lidt teori, for det er nødvendigt for forståelse af dette garn, og megen praksis i form af 27 modeller
til hoved, hals og hænder – og en enkelt nederdel. Modellerne er grundigt beskrevet, så de er lige til at gå i gang med. Crepegarner kan ikke købes på et hvert gadehjørne, men der er i hæftet en god materiale– og leverandørliste, så der er ingen undskyldning for ikke at komme i gang.
Om forfatterne
Kvinderne bag hæfter er Susanne Rishede, Lisbeth Degn og Paulette Adam.
Så snart man høre navnet Susanne Rishede, tænker man maskinstrik. Susanne har uddannet mange af vores dygtigste strikdesignere i sin tid som lærer ved Designskolen i Kolding og København. Susanne har tillige i mange år arbejdet for Bitte Kai Rand, og så er hun medlem af Netmaskerne.
Bogens håndstrikkede modeller er designet af Lisbeth Degn og Paulette Adam.
Lisbeth Degn har designet strik for bl.a. Karen Noe og har butik Dragen i Jyllinge, hvor hun designer sjov strik og smykker – helst i nogle underlige materialer, som andre aldrig har overvejet at bruge.
Paulette Adam er væver og indehaver af Magiske Garner. Hun deler sin tid mellem at sælge garn og udvikle modeller og mønstre til strik og væv. Her er det materialernes egenskaber frem for komplicerede teknikker som er i fokus.